Inflation1

Efter omkring fire måneder i Zimbabwe er jeg begyndt at have en sådan nogenlunde forståelse af, hvad det vil sige, at bo i et land med hyperinflation. Men det er ikke det samme som, at jeg forstår mekanismerne bag.

Det jeg har en forståelse af, er det, jeg har brug for at forstå, for at overleve og få mine finanser til at vare en måned.

Forleden faldt jeg over artiklen "ZIMBABWE: A day in the life of hyperinflation", som giver et meget godt indtryk af, hvilke udfordringer zimbabwerne står overfor, naar de skal få pengene til at række.

I artikelen kan man blandt andet læse, at Zimbabwe i juli havde en inflationsrate på 231 millioner procent - altså lidt mere end en kvart milliard procent. Det er meget. Også i forhold til inflationsraten for juni, der var på 11, 5 millioner procent - selvom det også er meget.

Statistikerne kan ikke følge med
I avisen The Herald kunne man i august læse, at Zimbabwe Statistik er tæt på at opgive at offentliggøre inflationsrater, da det simpelthen ikke længere kan følge med. Ikke mindst fordi en stor del af landets økonomi nu fungerer 'under radar-højde'. Altsaa i en parallel økonomi, hvor prisudviklingen i sagens natur er svær at overvåge.

Af samme grund blev inflationsraten for juli først offentliggjort for nylig (10. oktober) og der foreligger ingen statistik for august og september. Men det er nok ikke helt forkert at gætte på, at vi forlængst har rundet en milliard procent.

"Hvad er det i US dollars?"
Når man taler om penge i Zimbabwe, så forholder man derfor altid beløbet til US dollars. Hvad belæbet er for en ydelse/et produkt i zim-dollars, siger nemlig for det meste ikke så meget, fordi inflationen forringer pengenes værdi hurtigere end du kan sige Mugabe. Så det skal altså oversættes til US dollars.

Og hvis man skal 'oversætte' et zim-dollar-beløb til US dollars, så skal man naturligvis kende vekselkursen - og det er især her man skal holde tungen lige i munden. For der eksisterer nemlig flere vekselrater.

Cash eller transfer
Det vigtigste at kende til er forskellen mellem cash-raten og transfer-raten. Cash-raten er den kurs, der fortæller hvor mange zim-dollars du fysisk får i hånden, når du veksler kontanter. Transfer-raten siger noget om, hvad en zim-dollar er værd, når du betaler med en check eller overfører penge - fx med et betalingskort (et lokalt betalingskort vel at mærke - VISA er stort set ubrugeligt her).

De to rater er ikke ens. For hvis man betaler i en butik med en check eller et betalingskort, så går der i realiteten fire til fem dage, før butikken rent faktisk modtager pengene. Og derfor tager transfer-raten højde for inflationen op til dage frem i tiden.

Helt konkret er den kontante vekselkurs (cashraten) på gaden i dag omkring 1USD:20.000ZIM og transferraten er 1USD:120.000.000ZIM - eller med andre ord får man 20 tusinde zim-dollars for 1 USD til cash-raten og 120 millioner zim-dollars for en USD, når man bruger transferraten. Man får altsaa 6.000 gange flere zim-dollars hvis man bruger transferraten.

Og hvad betyder det så?

Der er stor mangel på kontanter i Zimbabwe og derfor har Nationalbanken (Reserve Bank of Zimbabwe - RBZ) sat et loft for, hvor meget zimbabwerne kan hæve i banken om dagen. Pt er loftet på 50.000 zim-dollars eller 2,5 USD. Da mange zimbabwere derfor har svært ved at få fat i kontanter, så er butikkerne tvunget til at tage i mod checks og betalingskort - og de sætter derfor priserne efter transferraten. Ogsaa selvom det langt fra er alle, der har adgang til check-hæfte eller betalingskort.

Det betyder, at fire ruller toiletpapir, som måske koster to USD, er prissat i butikken efter transferraten, hvilket altså bliver 240 millioner zim-dollars. Men hvis man ikke har check-hæfte eller betalingskort og skal skaffe kontanter efter cashraten, så koster fire ruller toiletpapir 12.000 USD. Eller sagt paa dansk, så koster fire ruller toiletpapir i omegnen af 65.000 gode danske kroner, hvis de betales i kontanter.

Da jeg ankom til Zimbabwe i juni 2008, var forskellen på cash-raten og transferraten ikke så stor, så de foerste fire ruller toiletpapir jeg anskaffede mig, fik jeg nærmest kastet i nakken til 120 kroner. Jeg kunne ogsaa få en Carlsberg daaseoel (33ml) til 85 kroner. Den holdt jeg mig fra, men af hygiejniske årsager kneb jeg ballerne sammen og købte det dyreste toiletpapir jeg nogensinde har tørret røv i.

Lovlydighed lig med personlig fallit
Som den gode anti-korrupte verdensredder jeg er, så burde jeg jo naevne, at man faktisk også godt kan veksle USD til Zim-dollars lovligt i banken her. I bankerne er kursen dog på en god dag halvdelen af, hvad man får på gaden - på en dårlig dag (dem er der flest af), får man helt ned til en ottende-del af, hvad man får, hvis man veksler sort. Havde jeg været lovlydig og vekslet i banken, så ville toiletpapiret, jeg købte i juni, altsaa have kostet mig mindst 240 kroner og i værste fald op mod 1.000 kroner.

Hvad gør man så?
Efterhånden som forskellen mellem cash-raten og transferraten er vokset - og jeg er blevet mere hjemmevant - har jeg lært at undgå supermarkederne. Frem til fornylig havde jeg ikke sat mine ben i et supermarked i næsten to måneder. Mine indkøb har jeg gjort fra privat-adresser i Harare, hvor folk sælger smuglervarer fra Sydafrika og Botswana - og fra enkelte specialbutikker, der har taget i mod US dollars under disken (det bliver man arresteret for). Derudover har jeg været i Botswana, Mozambique og Sydafrika for at købe ind. Og det er sådan en stor del af zimbabwerne overlever - selvom min priviligerede situation i øvrigt slet ikke kan sammenlignes med de fleste zimbabwere.

Så det er altså et lidt grovkornet eksempel på, hvordan det er at leve i Zimbabwe anno 2008. Jeg har undladt et par detaljer om lovliggørelsen af US dollars-butikker (hvilket er grunden til, at jeg igen sætter mine ben i et supermarked), om butikker der opererer med flere forskellige priser afhængig af, hvordan du betaler og hvad man gør for at skaffe udenlandsk valuta, når man er løbet tør. Men så er der jo materiale til et andet indlæg.

The price of power

Amidst these times of negotiating on a power sharing deal in Zimbabwe, you may think that this post is on politics. But it's not.. not really anyway. And the again - maybe it is.

Well, the post is on electricity. On service delivery - and the lack thereof.

Today (Saturday 18th October) at 8 PM it will be exactly 21 days - or three weeks since I found myself cooking meatballs in complete darkness. There was a power cut. And until this day the power hasn't returned.

I've been relying on electricity from a dodgy generator (to say the least) and that has kept me in darkness for the past nine out of ten days and the bill for trying to get the generator running properly is now approaching 500 USD. The fact that the generator hasn't been working most of the time of course means that I didn't spent a lot of diesel, which would have set me back app. 26 USD every three days.

Now in the mean time the residents of my frustrated neighborhood met last week with the power company ZESA to try and find out what the problem is and how it can be solved (in Harare/Zimbabwe electricity is simply refered to as ZESA [Caesar] - i.e. "We haven't had ZESA for three weeks"). 

Apparently two transformers (don't know exactly what they do, but they seem to be important) burned and ZESA doesn't have the money to replace them. Each transformer costs somewhere in the vicinity of 10.000 USD.

Yesterday I received an 'invitation' for another meeting for residents on Monday. The purpose of the meeting is to find out how many residents are willing to donate money to ZESA to buy two new transformers. 

In other words: on top of the money one would pay for the electricity provided, which should cover costs of maintenance, we would have to pay 300 USD because ZESA is more or less broke.

Now as a matter of principle I would never pay that money - but on the other hand, I'm getting  desperate for power. My refrigerator has nothing but warm beer in it, my electrical gate doesn't work, I haven't been able to watch TV for three weeks, most of the time I can't get water from my borehole (depends on electricity), the alarm system for the whole property is off, I can't use my computer at home etc etc. 

But my selfish needs seem to count less when I think of the fact that the reason for ZESA being broke is essentially political. Those in power for the past 28 years have managed to ruin the country and all institutions in it - so that basic maintenance - and hence service delivery - is now being neglected. 

Now I could get the means to pay to keep ZESA going, but should I, when the governement seems to be utterly indifferent? Furthermore I happen to live in a wealthy neighborhood where (most) people can actually afford to pay 300 USD to satisfy their own needs for electricity - even though it may not seem fair. But for the vast majority of people in Zimbabwe 300 USD is an enormous amount of money, which they would never be able to pay. 

So if I and the rest of the residents in my neighborhood pay for the transformers, wouldn't we be helping a corrupt and abusive government to cement its position that everything in Zimbabwe is fine...? 

Purple Harare

One of the things that Zimbabwe is famous for is the months where Harare - and other cities - turn completely purple as the jacaranda trees are in bloom. The purple flowers are now making way for green leaves as the rain season is about to start.

Here are a couple of photos of what Harare has looked like in the last 6-8 weeks.

 

Blog Action Day 2008

15. October is Blog Action Day 2008 and the theme is poverty.

Being in Zimbabwe makes you think a lot about poverty - and the causes. Whereas nature and natural ressources can be factors that cause poverty, in some cases the level of poverty is fuelled by humans. Most often politicians. Years of drought have played a role in promoting poverty in Zimbabwe, but the human factor is by far the greatest.

The extent to which people in power in Zimbabwe will go to further gain wealth at the expense of the population is nauseating. Corruption, nepotism and other forms of abuse of power are daily occurences in Zimbabwe. Statistics say that 85% of Zimbabweans live in poverty, but that seems to be of no concern to those in power.

Food aid is distributed according to political affiliation - meaning that if you cannot produce the desired membership card for the correct party, you will not receive food aid.

As if being poor wasn't bad enough, basic service delivery to people has also declined rapidly over the past years - and getting clean water is one of the major problems.
Recently a number of cholera related deaths in the township of Chitungwiza outside Harare marked the beginning of an epidemic that is still not under control. One of the first victims was the nephew of a work associate of mine. He was five years old.

Another acquaintance of mine brings water every week to her cousin in another township in Harare. Other people in the township started digging wells along a filthy river that flows through the township. They believe that as long as they don't get the water directly from the river, they should be fine. Hundreds of people are suffering from diarrhoea and more are dying from cholera.

On the blog This is Zimbabwe bloggers from all over Zimbabwe have written stories about poverty in the country. One is about water.

Links:

Blog Action Day 2008

This is Zimbabwe

A day in the life of Mikkel

Det er lørdag morgen. Slutningen af september og jeg skal holde fødselsdagsmiddag om aftenen. Vågner kl 08:00 uden vækkeur – så har jeg også sovet længe. På hverdage står jeg op kl. 05:30 – eller i hvert fald senest kl. 06:30, hvis jeg sover over mig (ved ikke om jeg skal forbande eller takke personen, der opfandt snooze-funktionen).

Var til den årlige uddeling af journalistpriser NJAMA (National Journalist And Media Awards) fredag aften på Rainbow Towers – sad ved bord med både journalister fra de statsejede medier og de uafhængige. Meget interessant i netværkssammenhæng. Selvom arrangementet skulle slutte kl 21:30, så blev den næsten 23:30. Fik en enkelt øl bagefter og var hjemme kl. 00:30.

Nå, men står altså op kl. 8 og går i gang med dagens program. De praktiske forberedelser til weekend og gæster antager lidt andre proportioner her end derhjemme.

Jeg får besøg af Martin og Helle fra Bulawayo, der skal bo hos mig nogle dage – de kommer hen ad eftermiddagen. Og så kommer der gæster til frikadeller, stuvet hvidkål og avocado-salat. Det er min fødselsdagsmiddag.

Mad
Avodaco-salaten er nærmest obligatorisk, fordi jeg har et stort avocado-træ i haven og jeg forsøger at samle avocadoer sammen om eftermiddagen, når jeg kommer hjem og om morgenen inden jeg tager på arbejde. En del af dem bliver spist af dyr, men det lykkes som regel at finde en eller to, som jeg lægger på køkkenbordet, så de kan modnes – eller i køleskabet, så de ikke bliver for hurtigt modne. I skrivende stund har jeg 10 kæmpe avocadoer til at fylde en fjerdedel af mit køleskab, så der er ingen tvivl om, at der skal være avocadosalat til middagen i aften.

Fredag var jeg så heldig at få fat i de sidste pakker hakket svin hos en slagter i Mt. Pleasant. Det er min foretrukne slagter fordi man kan betale med US dollars og sydafrikanske rand – og fordi han af og til har hakket svinekød. 500 gram koster knap 25 kroner, så det er overkommeligt.

Købte også en pakke bacon til søndag morgen – 50 kroner for 500 gram. Lidt en luksus men langt billigere end at købe ind i supermarkedet og betale med zim-dollars – det er stort set lukket land for mig.

Drikke
Fredag var jeg derudover en tur ude i Greystone Park på en privat-adresse og købe øl, vin og sodavand. Stedet er rent ud sagt en smuglerbiks, hvor nogen kører til Sydafrika eller Botswana og køber ind i stor stil og smugler det til Zimbabwe. Som alle andre fredage var der fuldt hus, da jeg kom og en 8-10 biler havde måttet parkere udenfor og det samme måtte jeg.

Jeg fik to rammer Hansa Pilsner á 20 US dollar, en ramme Miranda til samme pris og fem liter sydafrikansk rødvin også til 20 US dollar. Og så en flaske triple distilled Smirnoff vodka oveni til 15 US dollar.

 

Diesel, strøm og generator
I løbet af ugen havde jeg også jeg hentet diesel-kuponer. Det er rationeringskuponer – man kan ikke bare køre ind på en tankstation og fylde op, så det er vigtigt at have til weekenden, hvor jeg ikke kan hente kuponer på MS-kontoret.

Dieselen bruges til bilen, men hvad der er endnu vigtigere, så bruger min generator også diesel – og der er ofte brug for generatoren.

Jeg havde ikke strøm fra søndag nat og frem til onsdag og min generator brød sammen, da jeg prøvede at starte den mandag morgen. Min mand i huset, Tendai, skilte den ad og tirsdag aften kørte den igen – og havde lige diesel til tre timer.

Når der ikke er strøm er der i øvrigt som regel heller ikke noget vand, da den offentlige vandforsyning for gud ved hvilken måned ikke forsyner og mit ’borehole’ – altså min egen brønd – er afhængig af strøm for, at der er tryk nok på vandet til, at det kommer ud i mine vandhaner. Jeg har dog to varmtvandsbeholdere, så jeg kan få en svag stråle nærmest kogende vand ud af den varme hane, men der er ikke vand til at trække ud i toilettet. Det varme vand afhænger i øvrigt også af strøm, så når der ikke har været strøm i længere tid, er der heller ikke noget varmt vand.

 

At købe ind
Nå, tilbage til køkkenet på denne lørdag morgen. Mangler stadig at købe kartofler, hvidkål, løg og tomater. Og jeg har ikke fået vekslet til zim-dollars. Mangler også mælk og smør (til stuvet hvidkål), men har fået én, der arbejder på det lokale mejeri til at tage det med til mig – det kan jeg også betale for i US dollars.

Jeg skal også have kogt noget vand til at drikke (og til isterninger) og fyldt mine to 10-liters spande med vand i tilfælde af, at strømmen ryger – så man stadig kan skylle sine efterladenskaber i toilettet ud. Det er meget rart, når der er gæster.

Skal også have bagt noget brød – på trods af at inflationen i Zim altid illustreres med, hvor meget brød man kan købe for x antal zim-dollars, så er det faktisk stort set umuligt at få fat i brød i praksis. Har købt 50 kilo mel på det sorte marked, så jeg har rigeligt at bage af.

 

Æg i poolen
Går en tur ud til poolen for at se om jeg skal have en morgendukkert – finder nogle underlige lange snore, som jeg går ud fra er blæst ned i poolen i løbet af natten. Det viser sig dog at være lange snore af frø-æg. Og da jeg går poolen nærmere efter finder jeg fire velvoksne frøer i filteret og tre andre plaskende rundt i poolen. Får fat i Tendai og vi fisker frøerne ud af poolen. Jeg har lovet Helle og Martin, at poolen er klar, når de ankommer fra Bulawayo (knap 500 km fra Harare), så jeg aftaler med Tendai, at vi køber stærke kemikalier, der kan slå alt ihjel i poolen.

Går ind i køkkenet slår dejen op og tager et bad. Henter Tendai og så kører vi ud for at købe ind.

 

Grøntsager og kemikalier
Først går turen til min grøntsagsmand. Det er cirka seks kilometer væk. For en gangs skyld har han faktisk alt jeg skal bruge – og kartoflerne er faldet fra 30 USD for 20 kilo til 15 USD, så det tegner godt. Desværre har jeg kun en 100-dollarseddel og de har ingen byttepenge, så jeg får varerne sat til side og kører igen. Pool-shoppen er på den anden side af byen og her har de lige hvad vi skal bruge. Dejlige giftige kemikalier i rigelige mængder – og så har de byttepenge. Jeg køber det nødvendige og Tendai og jeg kører tilbage til grønthandleren, hvor jeg kan betale med byttepengene fra pool-shoppen. Og så går turen hjem.

 

Poolrensning
Jeg skynder mig ind og sætter brødene i ovnen og Tendai og jeg tager en snak om kemikalierne til poolen. Jeg må læse instruktionerne flere gange for Tendai og understrege, at han ikke skal lade kemikalierne røre huden og at han ikke må bruge flasken til vand eller lign, når den er tom – hans engelsk er ikke voldsomt stærkt og mit shona er tæt på ikke eksisterende.

Vi renser poolen så grundigt som muligt og hælder den blå væske i. Inden Tendai er nået hele vejen rundt om poolen begynder de små skøjteløbere på overfladen at være lidt træge i det og de små sorte dyr, der svømmer rundt i poolen flyder langsomt op mod overfladen. Til sidst ligger de døde dyr på overfladen og alt skidtet har samlet sig inde på midten af poolen. Det er en smal sag for Tendai at fjerne skidtet med pool-nettet og dermed er poolen klar til en dukkert.

 

Gode brød og gæsteværelse
Jeg går ind og hiver brødene ud af ovnen – og de ser faktisk overordentlig gode ud (for en gangs skyld). Så alt tegner godt.

Jeg reder op til Martin og Helle i et af mine gæsteværelser, som hidtil har været brugt til tomme papkasser og plastikposer. Jeg får skiftet en død pære i værelset og sat stearinlys frem i tilfælde af strømsvigt. Strømtilførslen fra det nationale el-selskab (og generatoren) er ikke jævn, så pærerne springer ofte. Det er svært at få fat i pærer, men jeg har købt 30 stykker i Botswana, da jeg købte ind i august. Stearinlysene hentede jeg i Johannesburg i midten af september – ligesom pærer er det svært at få fat i stearinlys i Zimbabwe.

 

Sidste detaljer
Og timingen er god, for lige idet jeg er færdig med værelset, kommer Martin og Helle – med øl og badetøjet klar. Vi drikker en øl på terrassen, de pakker ud og hopper i poolen. Jeg går i gang med maden. Går op for mig, at jeg kun har fire tallerkner og bestik til seks (vi bliver otte), så jeg ringer til Mads og Malin, der også kommer, og fanger dem hjemme – de tager bestik og tallerkner med. Og en skål til stuvet hvidkål. Og mælk da jeg alligevel ikke kan få mælk fra mejeriet som aftalt. Og Linda tager smør med, da der heller ikke er dukket smør op.

 

Så går strømmen….
Det meste af madlavningen må altså vente til gæsterne er kommet, da de medbringer vigtige dele af ingredienserne (især til stuvet hvidkål – vigtigt!). Martin laver avocadosalat, Mads skræller kartofler og jeg leder og fordeler og går i gang med frikadellerne. Mens vi står otte mennesker i køkkenet og drikker øl og laver mad, går strømmen – kl. 20. Jeg får flyttet de væsentligste gryder over på mine campingblus, som er tilsluttet en gasflaske jeg har i køkkenet og jeg får gang i generatoren. Generatoren kan ikke trække hele huset, så der bliver tændt stearinlys og petroleumslamper. 

Og omkring kl. 20:30 spiser vi en ganske god middag i skæret af stearinlys med den nok mest fortræffeligt omgang stuvet hvidkål jeg har stået bag. Omkring kl. 23:30 løber generatoren tør for diesel og da Tendai har nøglen til garagen, hvor jeg har ekstra diesel, tilbringer vi resten af aftenen helt uden strøm og med guitar som musik.

 

Og det var så den lørdag!

 

P.S. Status her hvor jeg får skrevet blogindlægget færdig, er, at der ikke har været strøm siden den lørdag aften – for 19 dage siden. Generatoren er brudt sammen fem gange og har pt. ikke virket i seks dage. Alt fordærvelig mad i mit køleskab er for længst smidt ud – det sidste røg ud efter jeg var syg to dage efter at have spist maden fra køleskabet. Reservebatteriet i min elektriske port er løbet tør for strøm, så jeg måtte tilbringe to timer forleden morgen lukket inde. Den er nu på manuel med en defekt hængelås, som ikke kan låses.

Moffar1

Moffar 1 (redigeret mail sendt 30. juni)

Denmark calling

Hej Mikkel

Tak for mail. Du synes at vaere fast etableret i Zambia; men vel kun til 12. juli, som du

tidligere har naevnt? Skal du have visum til Zimbabwe for en maaned ad gangen eller hvordan?

Ja, jeg er sådan nogenlunde etableret her i Zambia - har fået bil, købt et zambiansk telefonnummer og er ved at bliver introduceret til alle de andre udlændinge i Zambia. Jeg er i Zimbabwe på turistvisum og det gælder en måned ad gangen - arbejdstilladelsen kan have lange udsigter, så officielt vedbliver jeg med at være turist noget tid endnu.

Fra mit besoeg i Kenya husker jeg, at det er indere som sidder på det meste handel. Det

er vel det samme i Zambia/Zimbabwe, og inderne er nok ligeglade med hvem der styrer landet?

Og jo, der er også en del indere her i Zambia, men ikke i samme mængder som i Østafrika. Jeg tror, det skyldes, at blandt andet Kenya ligger ud til det Indiske Ocean og at der derfor traditionelt har været gode handelsforbindelser med Asien. I Zimbabwe er der meget få indere - og det skyldes nok blandt andet, at de fleste - både europæere og indere - har forladt den synkende skude for længe siden. Jeg tror, ikke at inderne er helt ligeglade med, hvem der sidder ved magten - i Uganda under Idi Amin blev de jo smidt ud på røv og albur i løbet af 24 timer. Og deres butikker og alt inventar blev inddraget af staten. Så de er ikke helt blinde for, hvem der sidder på magten.

Gad vide om der er handel mellem de afrikanske lande? Det er vel det samme de kan tilbyde. Zambia - dog kobber laeser vi.

Ja, der er noget handel mellem landene - MS arbejder faktisk sammen med en organisation, der netop arbejder med den regionale handel. Overordnet er handel (trade justice) et af fokusområderne i Zimbabwe, så det kommer jeg til at arbejde mere med. Men som du siger, så står Zimbabwe ikke særlig stærkt i øjeblikket - men det ændrer sig forhåbentlig på et eller andet tidspunkt.
Zambia ved jeg ikke så meget om - kun at de traditionelt set har været stærke på kobber. Den tidligere præsident, Kenneth Kaunda, nationaliserede kobberminerne og baserede hele Zambias økonomi på indtægter derfra. Priserne var styret af staten (socialistisk) og da kobberpriserne dykkede i 70'erne var Zambia ved at gå bankerot. Så prøvede de at sælge (udlicitere) en del af minerne til private, men de var i så sørgelig forfatning, at ingen villle hverken eje eller have dem. Kineserne er dog meget på hugst i de afrikanske lande i øjeblikket, så det kan være, at de har fået minedriften på rette spor igen - men jeg ved det som sagt ikke.

Har Zimbabwe en haer af beydning? Staerkere end nabostaterne? Der er vel et godt forhold mellem staterne? Hviken stamme regerer i Zambia?

Zimbabwes hær tror jeg ikke har den store betydning i forhold til landene omkring - men det er en stærk magt internt. Der er en håndfuld generaler der har meget stærke (økonomiske) interesser i det nuværende regime, så de gør alt for, at holde Mugabe ved magten. Mange frygter, at hvis man giver sejren til oppositionen (Tsvangirai), så vil hæren overtage landet ved et militærkup. Så i den forstand er hæren en vigtig magtfaktor i Zimbabwe.

Staterne i mellem er der mange gamle soldaterkammerater fra uafhængighedskrigene, så forholdene er generelt venskabelige. Desværre også så venskabelige, at de støtter hinanden i grusomheder, grådigheder og politiske forhold, der ikke kender til skyggen af demokrati. Det er en af grundene til, at den nuværende krise i Zimbabwe er så svær at løse.

Håber I har det godt - hils alle omkring jer!

----

Om moffar-mails: Min morfar, Niels Juul, sender mig mails med en masse spørgsmål - og da mange andre stiller de samme spørgsmål, så har jeg besluttet at redigere dem og lægge dem herud med den information, som kan være relevant for andre.

I was there..

Nu er nedenstående blogindlæg, en artikel til ms.dk, et sammenkog af flere forskellige ting – tv-transmissionen af talerne, artikler jeg har læst, samtaler med kloge mennesker og så det faktum, at jeg var ude foran Rainbow Towers, hvor hele underskrivningsceremonien foregik.

Min chef hos MS Zimbabwe, Philemon, spurgte mig mandag, hvor aftalen skulle underskrives, om jeg ikke ville med ned til Rainbow Towers for at se, hvad der skete. Og det sagde jeg selvfølgelig ja til.

Vi kørte derned og allerede da vi kørte gennem byen kunne man mærke stemningen med folk i forskelligt politisk udstyr, der gik mod Rainbow Towers. Inden vi kom derned blev vi viftet væk af politiet, da der kom en større gruppe løbende og syngende mennesker. Det viste sig at være MDC-tilhængere – faktisk de første jeg har set i den tid jeg har været her. Især op til valget 27. juni så man en del folk med ZANU-PF-t-shirts og andet udstyr, men det var første gang jeg så nogen i oppositionens t-shirts.

Vi parkerede bilen og fulgte strømmen mod indgangen. Til sidst stod vi mellem 400-500 mennesker ved gitteret til Rainbow Towers og prøvede at få et glimt af, hvad der foregik indenfor. Og jeg må indrømme, at jeg ikke var helt tryg ved situationen – jeg var den eneste hvide og til at starte med kunne jeg ikke finde ud om vi var på vej ind i en kæmpe forsamling af ZANU-PF-tilhængere.

Det viste sig dog at være en god blanding, selvom der var en overvægt at MDC-tilhængere. Og stemningen var høj – der blev sunget og danset og fejret at aftalen var i hus. Ja, det var i hvert fald, hvad MDC’erne gjorde. ZANU-tilhængerne var noget mere lavmælte.

Og pludselig fra lang afstand kunne man høre højlydt sang og mængden veg til side, da en stor gruppe, primært unge mænd, kom løbende mod porten, Der var en del store drenge i laset tøj, der havde fået trukket en sprit-ny ZANU-t-shirt over hovedet og udtrykket i deres ansigter var begejstret grænsende til euforisk. Deres højlydte sang – der i volumen og intensitet ville få enhver 1. maj-sang til at blegne – og deres rytmiske hoppen/dansen, gjorde det til en fascinerende og intens oplevelse at stå helt tæt på. Og skræmmende.

De ord de blev ved med at synge, fik jeg oversat til ”We are fire” (Vi er ild), deres dans var fra starten truende mod især de MDC-tilhængere, der stod rundt om og pludselig havde de fået hevet en MDC-tilhænger ind i gruppen. Lige foran mig så jeg ham, med den klassiske hvide MDC-t-shirt liggende halvt ned, mens knytnæveslagene fra 6-8 personer haglede ned over ham.
Henne ved porten havde politiet fået mobiliseret nogle hunde og de gøende schæfere fik gruppen til at trække sig tilbage – og MDC-tilhængeren undslap inden gruppen samlede sig igen og fortsatte sin sang.

På det tidspunkt havde jeg trukket mig nogle meter væk – den negative energi fra gruppen var ekstremt stærk og allerede da gruppen ankom, kunne jeg mærke adrenalinen i kroppen. Der var kommet en pige i almindeligt tøj op ved siden af mig og hun begyndte at synge med på sangen og da jeg kiggede til hendes side fik jeg et… trodsigt blik. Til min anden side havde en ung knægt på 14-16 år i halvlaset tøj stillet sig – og flere andre som ham havde indfundet sig i mængden. Alle uden ZANU-PF-t-shirts eller andet der afslørede deres ’politiske tilhørsforhold’.

På det tidspunkt kom Philemon og spurgte om vi skulle køre – og det var jeg helt med på.

Tilsyneladende mødte jeg den berygtede Chipangano-gruppe fra bydelen Mbare. Det kan du læse mere om hos SW Radio Africa

Mads som er gift med Malin, som er en anden MS’er, var også ved Rainbow Towers. Jeg har stjålet billedet til denne blog fra hans blog. Du kan se billedet på dets retmæssige placering her.

(Fra ms.dk 15. september)

Aftale om magtdeling i Zimbabwe

Mandag 15. september underskrev de politiske partier i Zimbabwe en historisk politisk aftale – som blandt andet gør oppositionslederen Morgan Tsvangirai til premierminister. Robert Mugabe er dog fortsat præsident.

Robert Mugabe har kaldt oppositionens leder, Morgan Tsvangirai, for Storbritanniens nikkedukke og sagt, at han ville gribe til våben og starte en ny uafhængighedskrig før han ville give bare så meget som en flig af magten til oppositionen. Men som bekendt har man et standpunkt til man tager et nyt. Og Robert Mugabes nye standpunkt blev cementeret torsdag 11. september, da ZANU-PF og de to oppositionspartier (MDC-T og MDC) indgik en aftale om deling af magten i Zimbabwe.

Aftalen blev underskrevet på Rainbow Towers Hotel i Harare og i byens gader var begejstringen til at mærke. Grupper af tilhængere af både oppositionspartiet MDC (Movement for Democratic Change) og regeringspartiet ZANU-PF dansede og sang i gaderne, øjensynligt uden at hæfte sig meget ved den også anseelige tilstedeværelse af soldater. 

Sang og dans – og lidt tæsk
Foran porten til Rainbow Towers Hotel var hundredvis af mennesker fra begge politiske partier samlet. Grupper af dansende tilhængere sang, hujede og viftede flag og plakater med deres foretrukne kandidat. Og den festlige og stort set fredelige samling af mennesker med forskellig politisk observans er forhåbent

lig eksemplarisk for fremtidens Zimbabwe. Men at vejen er lang blev også understreget, da en stor gruppe af meget unge ZANU-PF-tilhængere kom løbende mod porten hvor de samlede sig og sang truende mod MDC-tilhængerne. En MDC-tilhænger med en stor plakat med Morgan Tsvangirai blev hevet ind i gruppen, hvorefter slagene haglede ned over ham og plakaten revet itu. Først da politiet dukkede op med hunde lykkedes det MDC-tilhængeren at kravle ud af mængden.

Få minutter senere stod han igen ved porten med en fløjte og deltog i MDC-tilhængernes fejring af den indgåede aftale. 

Hvad fejrer vi?
Hvad MDC-tilhængerne fejrede, vidste de nok ikke helt præcis. For detaljerne om aftalen blev offentliggjort på stort set samme tidspunkt inde på Rainbow Towers Hotel. Dog var enkelte detaljer blevet lækket på forhånd. Den mest værdifulde vinding det største oppositionsparti, MDC-T, har gjort, er udnævnelsen a

f oppositionslederen Morgan Tsvangirai som premierminister. Vice-premierministerposten er gået til Arthur Mutambara, som er leder af det væsentligt mindre oppositionsparti MDC. Og den melding har MDC-tilhængerne givetvis kendt til – og det har ligget til grund for fejringen udenfor Rainbow Towers Hotel. 

Indenfor var det underskrivelsen af aftalen, som stjal opmærksomheden – og taler fra de involverede plus en række statsledere, der har været involveret i processen med at få forfattet en samtale.

Our lifes begin now
Da Morgan Tsvangirai gik på talerstolen var det til stående bifald fra salen. Morgan Tsvangirai høstede et af dagens største bifald, da han citerede en tale af Robert Mugabe, da denne lige var blevet valgt som premierminister i 1980.

”Hvis jeg kæmpede mod dig som en fjende i går, så er du i dag en ven og allieret med den samme nationale interesse.”

Derudover var talen fremadrettet mod det nye Zimbabwe og en ny begyndelse, som er MDC-T’s slogan.

”Mit håb for fremtiden stikker dybere end de lidelser jeg har måttet gå igennem de seneste 10 år. Mit ønske om et fredeligt Zimbabwe stikker dybere end de ar jeg har fået på vejen hertil”, sagde han og understregede, at der ikke var nogen mirakelkur for de lidelser Zimbabwerne stadig må gennemgå. Som slutbemærkning, der endnu engang fik folk til at klappe i oprejst stilling, var ”Our lifes begin now” – vores liv begynder nu.

Tale fra fortiden
Og til sidst kom den nok mest kendte person i trioen – Robert Mugabe, leder af ZANU-PF og Zimbabwe siden 1980. Salen kvitterede for hans entré med beherskede klapsalver og den aldrende frihedskæmper, med et mildest talt blakket ry som præsident, leverede en langtrukken tale mens han holdt godt fast i talerstolen. Talen cirklede om de samme emner som hans taler har gjort i de sidste mange år – at Zimbabwe er et uafhængigt land og at Storbritannien og andre kolonialistiske magter skal blande sig udenom dets interne anliggender. Derudover fordømte han også oppositionens udbredte brug af vold i forbindelse med valget. Begge dele affødte buh-råd og piften fra salen, der tydeligvis ikke var imponeret over talen.

Robert Mugabe understregede, at han var dedikeret til aftalen og opfordrede alle parter til at være det samme – men som en iagttager pointerede, så er det ud fra talen at dømme, Robert Mugabe, der er den mest modvillige part af de tre i den nye aftale. 

Samarbejdsvillighed i centrum
Samarbejdsvilligheden er et kernespørgsmål – og et område som vil blive tæt observeret de kommende måneder. Er de tre parter i aftalen oprigtige? For uanset hvad aftalen byder på af gode intentioner og reel deling af magten, så er det i sig selv ingen garanti for, at parterne arbejder for sagen. For mange donorlande er det især Robert Mugabes tilstedeværelse i en ny regering, der har været afgørende for om man vil åbne op for samarbejde med Zimbabwe igen – og ikke mindst åbne for pengekassen. Noget som Zimbabwe har desperat brug for.

USA, Storbritannien og resten af EU står klar med omkring en milliard britiske pund, men før pengene kan sendes til Zimbabwe, så er det, ifølge en EU-diplomat citeret i britiske The Guardian 15. september, altafgørende, at den nye regering meget hurtigt viser, at Robert Mugabe reelt har afgivet en anseelig mængde magt. Blandt andet vil der være en klar forventning om, at Tsvangirais parti overtager posten som Finansminister, kontrollen med politiet og sandsynligvis også at direktøren for Zimbabwes centralbank, Gideon Gono, bliver fyret. Giden Gono anses af mange for at have en personligt ansvar for den økonomiske nedtur som Zimbabwe lider under.

Lad os nu vente og se
Selvom mange håber, at tingene nu bevæger sig i den rigtige retning, så er zimbabwisk optimisme ikke af den jublende slags. Det mest optimistiske udsagn i landet er ”Lad os nu vente og se” – og de flestes erfaring er, at det er den bedste strategi.

Ved et møde Robert Mugabe havde med lokale ledere samme torsdag, som det blev offentliggjort, at parterne havde indgået en aftale, sagde han ifølge britiske The Guardian: ”At sætte ZANU-PF og MDC sammen for at arbejde er som at blande ild og vand”.

Og i den statskontrollerede zimbabwiske avis The Herald, skrev præsidentens talsmand, George Chiramba, i en klumme, at ”ZANU-PF må lære at navigere i et nyt miljø, hvor fjenden sidder med ved bordet. Nu vil vesten have et øre med i alting helt op på regeringsplan.” 

----

Naar nu jeg ikke faar skrevet paa saa skiiide meget paa bloggen, men skriver til ms.dk, saa taenkte jeg, at jeg ligesaa godt kunne slaa to fluer med et smaek.

Og ja, den er alt for lang til en blog. 

Ok, så skyder vi hermed Mikkels blog i gang.

Jeg har tænkt så det knaget over, hvad der skulle stå her, hvilket sprog det skulle være på og især om der var nogen fra det der land jeg befinder mig i, der evt ville følge interesseret med i, hvad jeg skrev af kritiske ting om ham der præsidenten.

Så nu er jeg nået frem til, at det ikke skal være på engelsk og at jeg ligesom må få skubbet det her projekt ud over rampen. Mine forestillinger om en blog er kort og godt, at kort er godt.

For at starte i det forsigtige hjørne med en kort blog med et indhold, der ikke er alt for interessant, så har jeg valgt, at det første jeg skriver om, er kløe i røven. Inspirationen har jeg fra weekendsektionen i den zambiske avis The Post. Og vi taler altså her om en sektion, der bedst kan sammenlignes med Lørdagsliv i Politiken. Og det er fraværet i danske aviser af lige præcis den her slags informative artikerl, der fik mig til at gå bort fra Politiken.

Døm selv - og vær ikke bleg for at indrømme, at det sgu er brugbart stof!