Inflation1

Efter omkring fire måneder i Zimbabwe er jeg begyndt at have en sådan nogenlunde forståelse af, hvad det vil sige, at bo i et land med hyperinflation. Men det er ikke det samme som, at jeg forstår mekanismerne bag.

Det jeg har en forståelse af, er det, jeg har brug for at forstå, for at overleve og få mine finanser til at vare en måned.

Forleden faldt jeg over artiklen "ZIMBABWE: A day in the life of hyperinflation", som giver et meget godt indtryk af, hvilke udfordringer zimbabwerne står overfor, naar de skal få pengene til at række.

I artikelen kan man blandt andet læse, at Zimbabwe i juli havde en inflationsrate på 231 millioner procent - altså lidt mere end en kvart milliard procent. Det er meget. Også i forhold til inflationsraten for juni, der var på 11, 5 millioner procent - selvom det også er meget.

Statistikerne kan ikke følge med
I avisen The Herald kunne man i august læse, at Zimbabwe Statistik er tæt på at opgive at offentliggøre inflationsrater, da det simpelthen ikke længere kan følge med. Ikke mindst fordi en stor del af landets økonomi nu fungerer 'under radar-højde'. Altsaa i en parallel økonomi, hvor prisudviklingen i sagens natur er svær at overvåge.

Af samme grund blev inflationsraten for juli først offentliggjort for nylig (10. oktober) og der foreligger ingen statistik for august og september. Men det er nok ikke helt forkert at gætte på, at vi forlængst har rundet en milliard procent.

"Hvad er det i US dollars?"
Når man taler om penge i Zimbabwe, så forholder man derfor altid beløbet til US dollars. Hvad belæbet er for en ydelse/et produkt i zim-dollars, siger nemlig for det meste ikke så meget, fordi inflationen forringer pengenes værdi hurtigere end du kan sige Mugabe. Så det skal altså oversættes til US dollars.

Og hvis man skal 'oversætte' et zim-dollar-beløb til US dollars, så skal man naturligvis kende vekselkursen - og det er især her man skal holde tungen lige i munden. For der eksisterer nemlig flere vekselrater.

Cash eller transfer
Det vigtigste at kende til er forskellen mellem cash-raten og transfer-raten. Cash-raten er den kurs, der fortæller hvor mange zim-dollars du fysisk får i hånden, når du veksler kontanter. Transfer-raten siger noget om, hvad en zim-dollar er værd, når du betaler med en check eller overfører penge - fx med et betalingskort (et lokalt betalingskort vel at mærke - VISA er stort set ubrugeligt her).

De to rater er ikke ens. For hvis man betaler i en butik med en check eller et betalingskort, så går der i realiteten fire til fem dage, før butikken rent faktisk modtager pengene. Og derfor tager transfer-raten højde for inflationen op til dage frem i tiden.

Helt konkret er den kontante vekselkurs (cashraten) på gaden i dag omkring 1USD:20.000ZIM og transferraten er 1USD:120.000.000ZIM - eller med andre ord får man 20 tusinde zim-dollars for 1 USD til cash-raten og 120 millioner zim-dollars for en USD, når man bruger transferraten. Man får altsaa 6.000 gange flere zim-dollars hvis man bruger transferraten.

Og hvad betyder det så?

Der er stor mangel på kontanter i Zimbabwe og derfor har Nationalbanken (Reserve Bank of Zimbabwe - RBZ) sat et loft for, hvor meget zimbabwerne kan hæve i banken om dagen. Pt er loftet på 50.000 zim-dollars eller 2,5 USD. Da mange zimbabwere derfor har svært ved at få fat i kontanter, så er butikkerne tvunget til at tage i mod checks og betalingskort - og de sætter derfor priserne efter transferraten. Ogsaa selvom det langt fra er alle, der har adgang til check-hæfte eller betalingskort.

Det betyder, at fire ruller toiletpapir, som måske koster to USD, er prissat i butikken efter transferraten, hvilket altså bliver 240 millioner zim-dollars. Men hvis man ikke har check-hæfte eller betalingskort og skal skaffe kontanter efter cashraten, så koster fire ruller toiletpapir 12.000 USD. Eller sagt paa dansk, så koster fire ruller toiletpapir i omegnen af 65.000 gode danske kroner, hvis de betales i kontanter.

Da jeg ankom til Zimbabwe i juni 2008, var forskellen på cash-raten og transferraten ikke så stor, så de foerste fire ruller toiletpapir jeg anskaffede mig, fik jeg nærmest kastet i nakken til 120 kroner. Jeg kunne ogsaa få en Carlsberg daaseoel (33ml) til 85 kroner. Den holdt jeg mig fra, men af hygiejniske årsager kneb jeg ballerne sammen og købte det dyreste toiletpapir jeg nogensinde har tørret røv i.

Lovlydighed lig med personlig fallit
Som den gode anti-korrupte verdensredder jeg er, så burde jeg jo naevne, at man faktisk også godt kan veksle USD til Zim-dollars lovligt i banken her. I bankerne er kursen dog på en god dag halvdelen af, hvad man får på gaden - på en dårlig dag (dem er der flest af), får man helt ned til en ottende-del af, hvad man får, hvis man veksler sort. Havde jeg været lovlydig og vekslet i banken, så ville toiletpapiret, jeg købte i juni, altsaa have kostet mig mindst 240 kroner og i værste fald op mod 1.000 kroner.

Hvad gør man så?
Efterhånden som forskellen mellem cash-raten og transferraten er vokset - og jeg er blevet mere hjemmevant - har jeg lært at undgå supermarkederne. Frem til fornylig havde jeg ikke sat mine ben i et supermarked i næsten to måneder. Mine indkøb har jeg gjort fra privat-adresser i Harare, hvor folk sælger smuglervarer fra Sydafrika og Botswana - og fra enkelte specialbutikker, der har taget i mod US dollars under disken (det bliver man arresteret for). Derudover har jeg været i Botswana, Mozambique og Sydafrika for at købe ind. Og det er sådan en stor del af zimbabwerne overlever - selvom min priviligerede situation i øvrigt slet ikke kan sammenlignes med de fleste zimbabwere.

Så det er altså et lidt grovkornet eksempel på, hvordan det er at leve i Zimbabwe anno 2008. Jeg har undladt et par detaljer om lovliggørelsen af US dollars-butikker (hvilket er grunden til, at jeg igen sætter mine ben i et supermarked), om butikker der opererer med flere forskellige priser afhængig af, hvordan du betaler og hvad man gør for at skaffe udenlandsk valuta, når man er løbet tør. Men så er der jo materiale til et andet indlæg.