Inflation1

Efter omkring fire måneder i Zimbabwe er jeg begyndt at have en sådan nogenlunde forståelse af, hvad det vil sige, at bo i et land med hyperinflation. Men det er ikke det samme som, at jeg forstår mekanismerne bag.

Det jeg har en forståelse af, er det, jeg har brug for at forstå, for at overleve og få mine finanser til at vare en måned.

Forleden faldt jeg over artiklen "ZIMBABWE: A day in the life of hyperinflation", som giver et meget godt indtryk af, hvilke udfordringer zimbabwerne står overfor, naar de skal få pengene til at række.

I artikelen kan man blandt andet læse, at Zimbabwe i juli havde en inflationsrate på 231 millioner procent - altså lidt mere end en kvart milliard procent. Det er meget. Også i forhold til inflationsraten for juni, der var på 11, 5 millioner procent - selvom det også er meget.

Statistikerne kan ikke følge med
I avisen The Herald kunne man i august læse, at Zimbabwe Statistik er tæt på at opgive at offentliggøre inflationsrater, da det simpelthen ikke længere kan følge med. Ikke mindst fordi en stor del af landets økonomi nu fungerer 'under radar-højde'. Altsaa i en parallel økonomi, hvor prisudviklingen i sagens natur er svær at overvåge.

Af samme grund blev inflationsraten for juli først offentliggjort for nylig (10. oktober) og der foreligger ingen statistik for august og september. Men det er nok ikke helt forkert at gætte på, at vi forlængst har rundet en milliard procent.

"Hvad er det i US dollars?"
Når man taler om penge i Zimbabwe, så forholder man derfor altid beløbet til US dollars. Hvad belæbet er for en ydelse/et produkt i zim-dollars, siger nemlig for det meste ikke så meget, fordi inflationen forringer pengenes værdi hurtigere end du kan sige Mugabe. Så det skal altså oversættes til US dollars.

Og hvis man skal 'oversætte' et zim-dollar-beløb til US dollars, så skal man naturligvis kende vekselkursen - og det er især her man skal holde tungen lige i munden. For der eksisterer nemlig flere vekselrater.

Cash eller transfer
Det vigtigste at kende til er forskellen mellem cash-raten og transfer-raten. Cash-raten er den kurs, der fortæller hvor mange zim-dollars du fysisk får i hånden, når du veksler kontanter. Transfer-raten siger noget om, hvad en zim-dollar er værd, når du betaler med en check eller overfører penge - fx med et betalingskort (et lokalt betalingskort vel at mærke - VISA er stort set ubrugeligt her).

De to rater er ikke ens. For hvis man betaler i en butik med en check eller et betalingskort, så går der i realiteten fire til fem dage, før butikken rent faktisk modtager pengene. Og derfor tager transfer-raten højde for inflationen op til dage frem i tiden.

Helt konkret er den kontante vekselkurs (cashraten) på gaden i dag omkring 1USD:20.000ZIM og transferraten er 1USD:120.000.000ZIM - eller med andre ord får man 20 tusinde zim-dollars for 1 USD til cash-raten og 120 millioner zim-dollars for en USD, når man bruger transferraten. Man får altsaa 6.000 gange flere zim-dollars hvis man bruger transferraten.

Og hvad betyder det så?

Der er stor mangel på kontanter i Zimbabwe og derfor har Nationalbanken (Reserve Bank of Zimbabwe - RBZ) sat et loft for, hvor meget zimbabwerne kan hæve i banken om dagen. Pt er loftet på 50.000 zim-dollars eller 2,5 USD. Da mange zimbabwere derfor har svært ved at få fat i kontanter, så er butikkerne tvunget til at tage i mod checks og betalingskort - og de sætter derfor priserne efter transferraten. Ogsaa selvom det langt fra er alle, der har adgang til check-hæfte eller betalingskort.

Det betyder, at fire ruller toiletpapir, som måske koster to USD, er prissat i butikken efter transferraten, hvilket altså bliver 240 millioner zim-dollars. Men hvis man ikke har check-hæfte eller betalingskort og skal skaffe kontanter efter cashraten, så koster fire ruller toiletpapir 12.000 USD. Eller sagt paa dansk, så koster fire ruller toiletpapir i omegnen af 65.000 gode danske kroner, hvis de betales i kontanter.

Da jeg ankom til Zimbabwe i juni 2008, var forskellen på cash-raten og transferraten ikke så stor, så de foerste fire ruller toiletpapir jeg anskaffede mig, fik jeg nærmest kastet i nakken til 120 kroner. Jeg kunne ogsaa få en Carlsberg daaseoel (33ml) til 85 kroner. Den holdt jeg mig fra, men af hygiejniske årsager kneb jeg ballerne sammen og købte det dyreste toiletpapir jeg nogensinde har tørret røv i.

Lovlydighed lig med personlig fallit
Som den gode anti-korrupte verdensredder jeg er, så burde jeg jo naevne, at man faktisk også godt kan veksle USD til Zim-dollars lovligt i banken her. I bankerne er kursen dog på en god dag halvdelen af, hvad man får på gaden - på en dårlig dag (dem er der flest af), får man helt ned til en ottende-del af, hvad man får, hvis man veksler sort. Havde jeg været lovlydig og vekslet i banken, så ville toiletpapiret, jeg købte i juni, altsaa have kostet mig mindst 240 kroner og i værste fald op mod 1.000 kroner.

Hvad gør man så?
Efterhånden som forskellen mellem cash-raten og transferraten er vokset - og jeg er blevet mere hjemmevant - har jeg lært at undgå supermarkederne. Frem til fornylig havde jeg ikke sat mine ben i et supermarked i næsten to måneder. Mine indkøb har jeg gjort fra privat-adresser i Harare, hvor folk sælger smuglervarer fra Sydafrika og Botswana - og fra enkelte specialbutikker, der har taget i mod US dollars under disken (det bliver man arresteret for). Derudover har jeg været i Botswana, Mozambique og Sydafrika for at købe ind. Og det er sådan en stor del af zimbabwerne overlever - selvom min priviligerede situation i øvrigt slet ikke kan sammenlignes med de fleste zimbabwere.

Så det er altså et lidt grovkornet eksempel på, hvordan det er at leve i Zimbabwe anno 2008. Jeg har undladt et par detaljer om lovliggørelsen af US dollars-butikker (hvilket er grunden til, at jeg igen sætter mine ben i et supermarked), om butikker der opererer med flere forskellige priser afhængig af, hvordan du betaler og hvad man gør for at skaffe udenlandsk valuta, når man er løbet tør. Men så er der jo materiale til et andet indlæg.

The price of power

Amidst these times of negotiating on a power sharing deal in Zimbabwe, you may think that this post is on politics. But it's not.. not really anyway. And the again - maybe it is.

Well, the post is on electricity. On service delivery - and the lack thereof.

Today (Saturday 18th October) at 8 PM it will be exactly 21 days - or three weeks since I found myself cooking meatballs in complete darkness. There was a power cut. And until this day the power hasn't returned.

I've been relying on electricity from a dodgy generator (to say the least) and that has kept me in darkness for the past nine out of ten days and the bill for trying to get the generator running properly is now approaching 500 USD. The fact that the generator hasn't been working most of the time of course means that I didn't spent a lot of diesel, which would have set me back app. 26 USD every three days.

Now in the mean time the residents of my frustrated neighborhood met last week with the power company ZESA to try and find out what the problem is and how it can be solved (in Harare/Zimbabwe electricity is simply refered to as ZESA [Caesar] - i.e. "We haven't had ZESA for three weeks"). 

Apparently two transformers (don't know exactly what they do, but they seem to be important) burned and ZESA doesn't have the money to replace them. Each transformer costs somewhere in the vicinity of 10.000 USD.

Yesterday I received an 'invitation' for another meeting for residents on Monday. The purpose of the meeting is to find out how many residents are willing to donate money to ZESA to buy two new transformers. 

In other words: on top of the money one would pay for the electricity provided, which should cover costs of maintenance, we would have to pay 300 USD because ZESA is more or less broke.

Now as a matter of principle I would never pay that money - but on the other hand, I'm getting  desperate for power. My refrigerator has nothing but warm beer in it, my electrical gate doesn't work, I haven't been able to watch TV for three weeks, most of the time I can't get water from my borehole (depends on electricity), the alarm system for the whole property is off, I can't use my computer at home etc etc. 

But my selfish needs seem to count less when I think of the fact that the reason for ZESA being broke is essentially political. Those in power for the past 28 years have managed to ruin the country and all institutions in it - so that basic maintenance - and hence service delivery - is now being neglected. 

Now I could get the means to pay to keep ZESA going, but should I, when the governement seems to be utterly indifferent? Furthermore I happen to live in a wealthy neighborhood where (most) people can actually afford to pay 300 USD to satisfy their own needs for electricity - even though it may not seem fair. But for the vast majority of people in Zimbabwe 300 USD is an enormous amount of money, which they would never be able to pay. 

So if I and the rest of the residents in my neighborhood pay for the transformers, wouldn't we be helping a corrupt and abusive government to cement its position that everything in Zimbabwe is fine...? 

Purple Harare

One of the things that Zimbabwe is famous for is the months where Harare - and other cities - turn completely purple as the jacaranda trees are in bloom. The purple flowers are now making way for green leaves as the rain season is about to start.

Here are a couple of photos of what Harare has looked like in the last 6-8 weeks.

 

Blog Action Day 2008

15. October is Blog Action Day 2008 and the theme is poverty.

Being in Zimbabwe makes you think a lot about poverty - and the causes. Whereas nature and natural ressources can be factors that cause poverty, in some cases the level of poverty is fuelled by humans. Most often politicians. Years of drought have played a role in promoting poverty in Zimbabwe, but the human factor is by far the greatest.

The extent to which people in power in Zimbabwe will go to further gain wealth at the expense of the population is nauseating. Corruption, nepotism and other forms of abuse of power are daily occurences in Zimbabwe. Statistics say that 85% of Zimbabweans live in poverty, but that seems to be of no concern to those in power.

Food aid is distributed according to political affiliation - meaning that if you cannot produce the desired membership card for the correct party, you will not receive food aid.

As if being poor wasn't bad enough, basic service delivery to people has also declined rapidly over the past years - and getting clean water is one of the major problems.
Recently a number of cholera related deaths in the township of Chitungwiza outside Harare marked the beginning of an epidemic that is still not under control. One of the first victims was the nephew of a work associate of mine. He was five years old.

Another acquaintance of mine brings water every week to her cousin in another township in Harare. Other people in the township started digging wells along a filthy river that flows through the township. They believe that as long as they don't get the water directly from the river, they should be fine. Hundreds of people are suffering from diarrhoea and more are dying from cholera.

On the blog This is Zimbabwe bloggers from all over Zimbabwe have written stories about poverty in the country. One is about water.

Links:

Blog Action Day 2008

This is Zimbabwe

A day in the life of Mikkel

Det er lørdag morgen. Slutningen af september og jeg skal holde fødselsdagsmiddag om aftenen. Vågner kl 08:00 uden vækkeur – så har jeg også sovet længe. På hverdage står jeg op kl. 05:30 – eller i hvert fald senest kl. 06:30, hvis jeg sover over mig (ved ikke om jeg skal forbande eller takke personen, der opfandt snooze-funktionen).

Var til den årlige uddeling af journalistpriser NJAMA (National Journalist And Media Awards) fredag aften på Rainbow Towers – sad ved bord med både journalister fra de statsejede medier og de uafhængige. Meget interessant i netværkssammenhæng. Selvom arrangementet skulle slutte kl 21:30, så blev den næsten 23:30. Fik en enkelt øl bagefter og var hjemme kl. 00:30.

Nå, men står altså op kl. 8 og går i gang med dagens program. De praktiske forberedelser til weekend og gæster antager lidt andre proportioner her end derhjemme.

Jeg får besøg af Martin og Helle fra Bulawayo, der skal bo hos mig nogle dage – de kommer hen ad eftermiddagen. Og så kommer der gæster til frikadeller, stuvet hvidkål og avocado-salat. Det er min fødselsdagsmiddag.

Mad
Avodaco-salaten er nærmest obligatorisk, fordi jeg har et stort avocado-træ i haven og jeg forsøger at samle avocadoer sammen om eftermiddagen, når jeg kommer hjem og om morgenen inden jeg tager på arbejde. En del af dem bliver spist af dyr, men det lykkes som regel at finde en eller to, som jeg lægger på køkkenbordet, så de kan modnes – eller i køleskabet, så de ikke bliver for hurtigt modne. I skrivende stund har jeg 10 kæmpe avocadoer til at fylde en fjerdedel af mit køleskab, så der er ingen tvivl om, at der skal være avocadosalat til middagen i aften.

Fredag var jeg så heldig at få fat i de sidste pakker hakket svin hos en slagter i Mt. Pleasant. Det er min foretrukne slagter fordi man kan betale med US dollars og sydafrikanske rand – og fordi han af og til har hakket svinekød. 500 gram koster knap 25 kroner, så det er overkommeligt.

Købte også en pakke bacon til søndag morgen – 50 kroner for 500 gram. Lidt en luksus men langt billigere end at købe ind i supermarkedet og betale med zim-dollars – det er stort set lukket land for mig.

Drikke
Fredag var jeg derudover en tur ude i Greystone Park på en privat-adresse og købe øl, vin og sodavand. Stedet er rent ud sagt en smuglerbiks, hvor nogen kører til Sydafrika eller Botswana og køber ind i stor stil og smugler det til Zimbabwe. Som alle andre fredage var der fuldt hus, da jeg kom og en 8-10 biler havde måttet parkere udenfor og det samme måtte jeg.

Jeg fik to rammer Hansa Pilsner á 20 US dollar, en ramme Miranda til samme pris og fem liter sydafrikansk rødvin også til 20 US dollar. Og så en flaske triple distilled Smirnoff vodka oveni til 15 US dollar.

 

Diesel, strøm og generator
I løbet af ugen havde jeg også jeg hentet diesel-kuponer. Det er rationeringskuponer – man kan ikke bare køre ind på en tankstation og fylde op, så det er vigtigt at have til weekenden, hvor jeg ikke kan hente kuponer på MS-kontoret.

Dieselen bruges til bilen, men hvad der er endnu vigtigere, så bruger min generator også diesel – og der er ofte brug for generatoren.

Jeg havde ikke strøm fra søndag nat og frem til onsdag og min generator brød sammen, da jeg prøvede at starte den mandag morgen. Min mand i huset, Tendai, skilte den ad og tirsdag aften kørte den igen – og havde lige diesel til tre timer.

Når der ikke er strøm er der i øvrigt som regel heller ikke noget vand, da den offentlige vandforsyning for gud ved hvilken måned ikke forsyner og mit ’borehole’ – altså min egen brønd – er afhængig af strøm for, at der er tryk nok på vandet til, at det kommer ud i mine vandhaner. Jeg har dog to varmtvandsbeholdere, så jeg kan få en svag stråle nærmest kogende vand ud af den varme hane, men der er ikke vand til at trække ud i toilettet. Det varme vand afhænger i øvrigt også af strøm, så når der ikke har været strøm i længere tid, er der heller ikke noget varmt vand.

 

At købe ind
Nå, tilbage til køkkenet på denne lørdag morgen. Mangler stadig at købe kartofler, hvidkål, løg og tomater. Og jeg har ikke fået vekslet til zim-dollars. Mangler også mælk og smør (til stuvet hvidkål), men har fået én, der arbejder på det lokale mejeri til at tage det med til mig – det kan jeg også betale for i US dollars.

Jeg skal også have kogt noget vand til at drikke (og til isterninger) og fyldt mine to 10-liters spande med vand i tilfælde af, at strømmen ryger – så man stadig kan skylle sine efterladenskaber i toilettet ud. Det er meget rart, når der er gæster.

Skal også have bagt noget brød – på trods af at inflationen i Zim altid illustreres med, hvor meget brød man kan købe for x antal zim-dollars, så er det faktisk stort set umuligt at få fat i brød i praksis. Har købt 50 kilo mel på det sorte marked, så jeg har rigeligt at bage af.

 

Æg i poolen
Går en tur ud til poolen for at se om jeg skal have en morgendukkert – finder nogle underlige lange snore, som jeg går ud fra er blæst ned i poolen i løbet af natten. Det viser sig dog at være lange snore af frø-æg. Og da jeg går poolen nærmere efter finder jeg fire velvoksne frøer i filteret og tre andre plaskende rundt i poolen. Får fat i Tendai og vi fisker frøerne ud af poolen. Jeg har lovet Helle og Martin, at poolen er klar, når de ankommer fra Bulawayo (knap 500 km fra Harare), så jeg aftaler med Tendai, at vi køber stærke kemikalier, der kan slå alt ihjel i poolen.

Går ind i køkkenet slår dejen op og tager et bad. Henter Tendai og så kører vi ud for at købe ind.

 

Grøntsager og kemikalier
Først går turen til min grøntsagsmand. Det er cirka seks kilometer væk. For en gangs skyld har han faktisk alt jeg skal bruge – og kartoflerne er faldet fra 30 USD for 20 kilo til 15 USD, så det tegner godt. Desværre har jeg kun en 100-dollarseddel og de har ingen byttepenge, så jeg får varerne sat til side og kører igen. Pool-shoppen er på den anden side af byen og her har de lige hvad vi skal bruge. Dejlige giftige kemikalier i rigelige mængder – og så har de byttepenge. Jeg køber det nødvendige og Tendai og jeg kører tilbage til grønthandleren, hvor jeg kan betale med byttepengene fra pool-shoppen. Og så går turen hjem.

 

Poolrensning
Jeg skynder mig ind og sætter brødene i ovnen og Tendai og jeg tager en snak om kemikalierne til poolen. Jeg må læse instruktionerne flere gange for Tendai og understrege, at han ikke skal lade kemikalierne røre huden og at han ikke må bruge flasken til vand eller lign, når den er tom – hans engelsk er ikke voldsomt stærkt og mit shona er tæt på ikke eksisterende.

Vi renser poolen så grundigt som muligt og hælder den blå væske i. Inden Tendai er nået hele vejen rundt om poolen begynder de små skøjteløbere på overfladen at være lidt træge i det og de små sorte dyr, der svømmer rundt i poolen flyder langsomt op mod overfladen. Til sidst ligger de døde dyr på overfladen og alt skidtet har samlet sig inde på midten af poolen. Det er en smal sag for Tendai at fjerne skidtet med pool-nettet og dermed er poolen klar til en dukkert.

 

Gode brød og gæsteværelse
Jeg går ind og hiver brødene ud af ovnen – og de ser faktisk overordentlig gode ud (for en gangs skyld). Så alt tegner godt.

Jeg reder op til Martin og Helle i et af mine gæsteværelser, som hidtil har været brugt til tomme papkasser og plastikposer. Jeg får skiftet en død pære i værelset og sat stearinlys frem i tilfælde af strømsvigt. Strømtilførslen fra det nationale el-selskab (og generatoren) er ikke jævn, så pærerne springer ofte. Det er svært at få fat i pærer, men jeg har købt 30 stykker i Botswana, da jeg købte ind i august. Stearinlysene hentede jeg i Johannesburg i midten af september – ligesom pærer er det svært at få fat i stearinlys i Zimbabwe.

 

Sidste detaljer
Og timingen er god, for lige idet jeg er færdig med værelset, kommer Martin og Helle – med øl og badetøjet klar. Vi drikker en øl på terrassen, de pakker ud og hopper i poolen. Jeg går i gang med maden. Går op for mig, at jeg kun har fire tallerkner og bestik til seks (vi bliver otte), så jeg ringer til Mads og Malin, der også kommer, og fanger dem hjemme – de tager bestik og tallerkner med. Og en skål til stuvet hvidkål. Og mælk da jeg alligevel ikke kan få mælk fra mejeriet som aftalt. Og Linda tager smør med, da der heller ikke er dukket smør op.

 

Så går strømmen….
Det meste af madlavningen må altså vente til gæsterne er kommet, da de medbringer vigtige dele af ingredienserne (især til stuvet hvidkål – vigtigt!). Martin laver avocadosalat, Mads skræller kartofler og jeg leder og fordeler og går i gang med frikadellerne. Mens vi står otte mennesker i køkkenet og drikker øl og laver mad, går strømmen – kl. 20. Jeg får flyttet de væsentligste gryder over på mine campingblus, som er tilsluttet en gasflaske jeg har i køkkenet og jeg får gang i generatoren. Generatoren kan ikke trække hele huset, så der bliver tændt stearinlys og petroleumslamper. 

Og omkring kl. 20:30 spiser vi en ganske god middag i skæret af stearinlys med den nok mest fortræffeligt omgang stuvet hvidkål jeg har stået bag. Omkring kl. 23:30 løber generatoren tør for diesel og da Tendai har nøglen til garagen, hvor jeg har ekstra diesel, tilbringer vi resten af aftenen helt uden strøm og med guitar som musik.

 

Og det var så den lørdag!

 

P.S. Status her hvor jeg får skrevet blogindlægget færdig, er, at der ikke har været strøm siden den lørdag aften – for 19 dage siden. Generatoren er brudt sammen fem gange og har pt. ikke virket i seks dage. Alt fordærvelig mad i mit køleskab er for længst smidt ud – det sidste røg ud efter jeg var syg to dage efter at have spist maden fra køleskabet. Reservebatteriet i min elektriske port er løbet tør for strøm, så jeg måtte tilbringe to timer forleden morgen lukket inde. Den er nu på manuel med en defekt hængelås, som ikke kan låses.